Vejledning og støtte

Både før og efter en demensdiagnose, kan der opstå svære situationer, hvor du kan have brug for at få hjælp og støtte.

Du kan opleve at du ikke ved, hvad du skal gøre, hvor du kan få hjælp og hvordan du skal klare fremtiden. Det kan både være psykiske belastninger, praktiske gøremål og dit sociale liv, der bliver påvirket. Der er også perioder, hvor alt går godt og du har styr på situationen og bare har brug for trygheden ved at vide, at der er nogen, der står klar til at hjælpe. Nedenfor kan du se, hvilke tilbud der findes, når du har behov for vejledning og støtte.

Din hjælp igennem sygdomsforløbet
Uanset om du har mistanke om demens eller har fået en demensdiagnose kan du kontakte Videnscenter for demens i Aalborg Kommune. Der er meget der kan gøres for, at både personen med demens og pårørende kan opretholde en høj livskvalitet på trods af diagnosen.

Demenssygeplejersker
Demenssygeplejerskens arbejde består i at være jeres kontakt i kommunen, når det handler om demens. De tilbyder ikke blot støtte til personen med demens, men også samtaler og støtte til pårørende. De kan hjælpe jer med at finde frem til de løsninger, der virker for jer i jeres situation, om det er et pårørendekursus eller et træningsforløb, så er demenssygeplejersken bekendt med disse tilbud og hvordan man får det sat i stand. Det er demenssygeplejersken I skal have fat i, hvis I har mistanke om demens, da hun i samarbejde med egen læge og sygehuset bidrager til at få udredt, om der er tale om demens.

Alt efter hvilket behov I har, vil I få tilknyttet en demenssygeplejerske der kan:

  • Afklare behov for støtte, socialt, psykisk og praktisk i hjemmet
  • Rådgive og vejlede omkring kommunale tilbud
  • Motivere og introducere til relevante tilbud
  • Vejlede om aktiviteter
  • Rådgive pårørende
  • Koordinere tværfagligt samarbejde med andre offentlige personer
  • Hjælpe og støtte til social kontakt
  • Samtale med dig og dine pårørende

Kontakt demenssygeplejerskerne
Demenssygeplejerskerne har telefontid på hverdage kl. 8.00 - 9.00.

Hvis du er i tvivl om, hvem der er din demenssygeplejerske kan du ringe til:

Videnscenter for demens, Aalborg Kommune
Hverdage kl. 9.00-12.30
Telefon 99 82 35 10

Del indhold